Pludselig var jeg 5 år igen

Lige nu føler jeg mig som en lille pige på 5 år! Lille og bange og såret. Bange for de voksne, bange for autoriteterne, bange for at gøre noget forkert og bange for at få skældud uden at forstå hvorfor.

Alt det blev udløst fordi jeg i dag skulle ringe til en jeg ikke kender. En voksen. Hun er endda sød og vil gerne hjælpe mig. Men jeg har aldrig været glad for at tale i telefon. Særligt ikke med nogen jeg ikke kender. Jeg kan bedst lide når jeg kan se folks ansigtsudtryk. Måske er det fordi jeg tidligt har lært at jeg helst skal kunne tyde ansigtsudtrykket på den jeg kommunikerer med for at forstå dem?

Jeg husker tydeligt en matematiklærer jeg havde i de større klasser i folkeskolen. Han var ekstremt sarkastisk og talte altid nedladende til mig og de andre elever. Jeg forstod ham virkelig ikke og anede ikke hvornår det blev min tur til at blive drillet (for mig føltes det som at blive hånet og mobbet og nedgjort)

Jeg ringede ikke til hende jeg skulle i dag. Min mand spurgte til aften om jeg havde ringet … Av! Jeg kunne mærke et stort ubehag vokse indeni mig. Jeg kunne vælge at gøre som jeg har gjort så tit, ignoreret følelsen og dulmet den væk ved feks at kikke på min telefon eller spise et eller andet selvom jeg ikke var sulten. Men jeg valgte at mærke følelsen. Hvad var det for en følelse? Det kunne jeg ikke lige mærke … Hvad mindede det om? Hvad handlede det om? Det var rigtig svært at finde ud af hvad det var …

Det gode var at jeg havde lukket op for følelsen. Ikke lagt låg på. Jeg havde åbnet op for gerne at ville mærke hvad det handlede om og så skete der noget. Ligesom når man søger efter noget på computeren og man laver noget andet på skærmen imens, så leder computeren i baggrunden. Pludselig blev jeg overvældet af en stor klump af frygt og angst for skældud. Jeg følte mig som en 5 årig med alle de følelser som jeg skrev i starten her.

Hun er så lille og følsom. Hun bliver så hurtigt overvældet. Der er så mange andre børn og de råber så højt og det hele går så hurtigt. Jeg er langsom. Jeg er eftertænksom og skal mærke efter i min mave før jeg svarer. Sådan var jeg og sådan er jeg også indeni.

Nana 5 år, første skoledag

Nana 5 år, første skoledag

Jeg har haft lov til at være migselv i mine første 5,5 år. Hjemme og i børnehaven. Men så startede jeg i skole. Alt var så voldsomt for mig og der var slet ikke plads til at være mig. Jeg blev nødt til at gøre mig hurtigere for at nå at spise min frokost. Slut med at nyde min mad. Jeg blev nødt til at svare hurtigere når jeg blev spurgt, uden at jeg kunne nå at mærke efter. Jeg blev nødt til at lave mig om. Lægge låg på min store følsomhed. Ellers kunne jeg ikke være i skolen for larm og kaos. Jeg blev nødt til at opbygge en skal omkring mig for at beskytte mit bløde indre.

Alle de år i folkeskolen, kom der flere og flere lag på. Jeg lukkede mig mere og mere og var er nemt mobbeoffer. Jeg turde tit ikke at sige noget og når jeg endelig gjorde, så var jeg så usikker at min stemme var så tynd og lav at ingen kunne høre mig. Undtagen dem der omtalte mig i 3. person: Hør, hun kan godt sige noget.

Da matematiklæreren også begyndte at nedgøre mig, fik jeg printet ind i min sjæl at den type voksen, sådan en rigtig autoritet, kun ville mig ondt og ville nedgøre mig. Så blev det en ubevidst strategi at jeg skulle undgå den slags autoriteter så meget som muligt. Klogt nok dengang som ren overlevelse. Men nu holder det bare ikke en meter!

Jeg er imellemtiden selv blevet voksen, selvom det nogle gange ikke føles sådan. Jeg har brugt mange mange år på at hele barndommens sår efter mobberierne. Nogle dage har sårene fat i mig, men de fleste dage heldigvis ikke mere. Men pludselig kommer det op igen. Som i dag. Som om jeg bliver mobbet og angrebet igen hvis jeg ringer til en jeg ikke kender.

Nogle gamle mønstre er simpelthen så uhensigtsmæssige at det kommer til at fylde alt for meget. Og faktisk hæmme ens liv. Jeg vil enormt gerne være voksen og føle mig hel og stærk og ikke være bange for at blive gjort til grin hvis jeg laver en fejl – og jeg er på vej.

For at hjælpe mig selv til at hele, vil jeg forestille mig at jeg kikker på mig selv som lille 5,5 årig. Jeg tager hende op på skødet. Jeg stryger hende over håret og krammer hende tæt ind til mig. Jeg fortæller hende hvor dejlig hun er. At hun gerne må være følsom, være langsom, være eftertænksom, være introvert, være bange for de voksne. Jeg elsker hende som hun er. Hun behøver ikke at lave sig om længere. Hun behøver ikke at være bange for de voksne for jeg passer på hende. Hun kan slappe af og være sig selv og hun kan sagtens smide hendes skjold mod autoriteter. For jeg passer på hende og jeg skal nok snakke med dem. Det behøver hun ikke.

Jeg trøster hende. Jeg trøster mig. Mit indre lille sårede barn. Jeg er på vej til at elske mig selv og mine stille og følsomme sider. For jeg behøver ikke at lave mig om længere. Jeg har lov til at være i verden som jeg er. Som hele mig. Selvom samfundet ikke hylder min type, så er jeg mig! Det kommer der sikkert et andet indlæg ud af …

PAGE TOP