Julekalender – 17. december

VIFFU HAMSTERSKJOLD & DE SMÅ RUMPENESERE – Copyright © Sisse Valnert

Da Stig Sej og Viffu vendte tilbage til Viffus hus, glædede de sig til at høre, hvad Musse havde fået ud af snakken med Sjærvut.

”Hvis Sjærvut og ham den tavse Lavehjort stadig ikke vil sige noget om Holger Fjerkomsammen og om postfuglen, hvad gør vi så,” spurgte Stig Sej.

”Ja, jeg ved det ikke. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvorfor de ikke vil snakke om musvågen og postfuglen, Der er altså et eller andet mystisk dér! Og – ved du hvad? – det er ret ubehageligt – nej, det er skisme utrolig ubehageligt, når nogen, som man rigtig godt kan li’, siger noget, som man faktisk tror, er løgn. Jeg kan vældig godt li’ vores rumpeneservenner, men jeg tror ikke helt på dem. Jeg synes, det er væmmeligt: At synes om nogen og samtidig have på fornemmelsen, at de bare vil snyde. Jeg kan ikke li’ det!”

Stig Sej nikkede.

”Jeg har det lidt på samme måde,” sagde han.

Da de kom tilbage til Viffus hus, var huset tomt.

Der var ingen rumpenesere, og der var ingen Musse Olsen.

”Hvad mon der er sket,” sagde Viffu.

Han og Stig Sej ledte efter rumpeneserne og Musse, både inde i huset og udenfor, men de fandt ingenting.

Hele aftenen snakkede de om, hvad der mon var sket.

Lørdag morgen stod Viffu og Stig op og spiste morgenmad.

”Hvad skal vi gøre,” spurgte Stig Sej.

”Jeg ved det ikke,” sagde Viffu.

”Men jeg tror, jeg går over og henter Columturbine. Jeg kan ikke li’, at hun er alene, når der sker sådan nogle mystiske ting. Og måske har hun en idé til, hvad vi kan gøre.”

Columturbine blev rigtig glad for at se Viffu – og hun blev rigtig ked af at høre, at Musse og de to rumpenesere var forsvundet.

”Jeg er sikker på, at rumpeneserne har fanget Holger Fjerkomsammen og megafantastiskhurtig fuglen,” sagde Viffu, da de gik gennem skoven.

”Ja, det ser sådan ud. Jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen med, at Sjærvut og Lavehjort er så glade for Robin Hood og den måde, han stjal fra de rige for at give til de fattige. Robin Hood ville da aldrig fange et par fugle! Det er altså meget mystisk,” sagde Columturbine.

Da Viffu og Columturbine trådte ind ad døren, råbte Stig Sej med det samme:

”Hej! Ved I hvad, der også er væk? Limen, rullen med snor, plasteret og gaflen!”

Viffu måbede.

”Hvorfor lagde vi ikke mærke til det i aftes?”

Stig Sej sagde, at det nok var fordi, de var så forvirrede over, at rumpeneserne og Musse var forsvundet.

”Har du tjekket, om de lysegule tallerken-dimser er væk,” spurgte Columturbine.

”Nej, for søren da også. Lad os straks løbe hen og se efter,” sagde Stig Sej.

De tre helårsnissevenner løb så hurtigt de kunne hen til det sted på grusvejen, hvor de lysegule tallerkener skulle være.

De var væk!

”Åh, nej, nu ser jeg måske aldrig Musse igen,” sagde Columturbine og fik blanke øjne.

De gik tilbage til huset og satte sig ved bordet.

”Åh, hvad skal vi dog gøre,” sagde Viffu.

Men hverken Columturbine eller Stig Sej sagde noget.

Først efter en halv time sagde Columturbine:

”Jeg har altså ingen gode idéer. Men jeg tænker på, at vi skal tage en beslutning. Vi skal beslutte os for, om vi tror på, at Sjærvut og Lavehjort er vores venner. Altså om de er venlige. Eller…om vi tror, de er vores fjender. Om de vil skade os. Vi ved ikke, om de har noget med Holger Fjerkomsammens og megafantastiskhurtigfuglens forsvinden at gøre. Vi ved bare, at Sjærvut opførte sig meget grimt, da Viffu spurgte, om rumpeneserne vidste noget om de to fugle.”

Et stykke tid var der stille i stuen. Så sagde Viffu:

”Jeg vil helst tro på, at Sjærvut og Lavehjort er vores venner. Men alt det, der er sket, tyder jo på, at de ikke er rigtige venner. Jeg er meget i tvivl.”

”Det er jeg også,” sagde Stig Sej.

”Ja, jeg er også selv i tvivl,” sagde Columturbine.

”Men jeg vælger altså at tro på, at de er vores venner. Jeg synes egentlig, de er rigtig søde. Og vi ved jo, at de har problemer med både kongen af Penesien og med de grå rumpenesere i de mørkeblå flyvende tallerkener. Der må være en god grund til, at Sjærvut ikke vil tale om fuglene. Og der må være en rigtig god grund til, at Sjærvut og Lavehjort har taget Musse med sig.”

Døren gik op.

Musse kom ind med et kæmpesmil.

”Jeg har haft en helt fantastisk oplevelse! Tænk, jeg har som den første mus i hele verden været på planeten Penesien! Glæd jer til at høre hele den spændende historie!”

~~
Sisse Valnert er journalist og har skrevet denne sjove, hyggelige og skønne julekalender i 2011. Følg med i morgen.
PAGE TOP