Julekalender – 16. december

VIFFU HAMSTERSKJOLD & DE SMÅ RUMPENESERE – Copyright © Sisse Valnert

Da Viffu stod op i morges, kom han til at tænke på, at de slet ikke havde spurgt deres venner, rumpeneserne, om de kendte noget til Holger Fjerkomsammen og den rødternede megfantastiskhurtig fugl.

”Det må vi altså huske at spørge dem om i dag,” tænkte Viffu og kiggede hen på de to rumpenesere, der lå på en madras i stuen og sov.

De snorkede, men deres snorken var helt anderledes end almindelig helårsnisse-snork.

Rumpenesernes snorken lød mest som: Brrrr-sssss-UUUUUUH, brrrr-ssss-ÅÅÅÅÅÅÅH, brrrr-sssss-UUUUUUH, brrr-sss-ÅÅÅÅÅÅÅH!

Viffu lavede en kæmpe portion havregrød og satte vand over til te og kaffe.

”Halløj! Det er morgen! Kom ud af fjerene,” råbte han, da han havde dækket bord.

Sjærvut satte sig op med et spjæt og gned øjnene:

”Ud af fjer? Fjerkomsammen? Rødternet fjer-fugl?”

Viffu kiggede forbavset på Sjærvut.

”Du kende Fjerkomsammen og rødternet megafantastiskhurtigfugl?”

”Mig ikke forstå,” sagde Sjærvut og så pludselig meget, meget morgensur ud.

Lavehjort var også vågnet, men sagde som sædvanlig ingen ting.

Viffu pegede først på Sjærvut og på Lavehjort og så på bordet, hvor havregrøden stod.

Så sagde han:

”Nam, nam! Mad!”

Stig Sej og Musse var også vågnet. Musse gabte flere gange, og Stig Sej sagde:

”Viffu, vi skal altså huske at spørge, om de kender noget til Holger Fjerkomsammen og den rødternede megafantastiskhurtigfugl.”

”Ja, jeg har selv lige tænkt på det,” sagde Viffu, mens Sjærvut kiggede på ham og så sur ud.

Da alle havde spist, sagde Viffu til Musse:

”Kan du ikke sige til Sjærvut og Lavehjort, at der er to ting, vi skal snakke om. Vi skal snakke om, hvordan vi kan hjælpe dem. Kan de lysegule tallerkener repareres? Så kender vi nemlig en god mekaniker. Sig til dem, at vi er deres venner – og vi vil meget, meget gerne hjælpe dem. Men sig så bagefter, at vi også gerne vil vide, om de kender noget til musvågen og postfuglen.”

”OK,” sagde Musse og begyndte at snakke til rumpeneserne på deres mærkelige sprog.

Det tog lang tid.

Musse sagde noget.

Så sagde Sjærvut noget.

Så sagde Musse noget.

Så sagde Sjærvut noget.

Så sagde Musse noget.

Og så sagde Sjærvut noget, der lød vredt og grimt.

Så blev der stille.

”Fortæl, Musse,” sagde Stig Sej.

”Jo, altså. Hm. Ja, Altså! Sjærvut mener, de selv kan reparere de lysegule tallerkener, hvis han kan låne noget lim, lidt snor, et hæfteplaster og en gaffel. Men han blev godt nok gal i skralden, da jeg spurgte, om han vidste, hvad der var sket med de to fugle. Han sagde faktisk, at han ikke ville svare på den slags spørgsmål.”

Viffu og Stig Sej kiggede på hinanden.

Viffu rejste sig og hentede en tube lim, en rulle snor, et hæfteplaster og en gaffel.

”Musse! Nu skal du sige til Sjærvut, at han må få alle disse ting. Men først skal vi vide, om han har fanget Holger Fjerkomsammen og den rødternede postfugl. Hvis ikke han vil svare, ja, så får han hverken lim, snor, plaster eller gaffel.”

Musse snakkede med Sjærvut i mere end en time.

Mens hun og Sjærvut snakkede, gik Viffu og Stig Sej udenfor.

”Lad os gå hen og kigge på de lysegule tallerkener,” hviskede Viffu.

”Hvorfor hvisker du, Viffu,” spurgte Stig Sej.

”Det er, fordi jeg er lidt bange.”

Da de nåede frem til de lysegule tallerkener, der lå lidt rodet på grusvejen, råbte Viffu:

”Hallo! Holger Fjerkomsammen? Hallo! Rødternede megafantastiskhurtig fugl! Er I der?”

Men ingen svarede. Der kom ikke en lyd fra de lysegule tallerkener. Ingen kradsen, ingen fuglelyde. Der var bare helt stille.

”Lad os gå tilbage og høre, hvad Musse kan fortælle,” hviskede Viffu.

~~
Sisse Valnert er journalist og har skrevet denne sjove, hyggelige og skønne julekalender i 2011. Følg med i morgen.
PAGE TOP