Julekalender – 15. december

VIFFU HAMSTERSKJOLD & DE SMÅ RUMPENESERE – Copyright © Sisse Valnert

I aftes, da de fire venner havde fået klippet en hel masse strimler af det hvide stof og fået samlet en hel masse småsten, begyndte det at blæse kraftigt. Det begyndte også at blive mørkt.

Derfor aftalte de, at de først ville begynde at forme bogstaverne næste formiddag.

Og det var nu. Viffu Hamsterskjold, Stig Sej og Musse Olsen tog det varme vintertøj på og gik ud. Med sig havde de to sække med småsten.

”Puh, hvor er den sæk tung,” sagde Stig Sej. Han trak den ene sæk efter sig, mens Viffu trak den anden. Musse sad som sædvanlig i Stig Sej’s lomme.

Da de kom frem til det sted på grusvejen, hvor de tre lysegule, flyvende tallerkener tidligere var landet, stod Columturbine klar med alle strimlerne af det hvide stof.

”Nu håber jeg virkelig ikke, at det bliver snevejr, for så kan man ikke se de hvide strimmel-bogstaver oppe fra luften,” sagde hun.

Viffu sagde, at han ikke troede, det ville blive snevejr foreløbig, for vejret var faktisk stadig ret mildt og efterårsagtigt.

De gik i gang med at skrive VEN? JA? på grusvejen.

Columturbine og Musse hjalp hinanden med at lægge stofstrimlerne, så der først stod et V, så et E, så en N og et spørgsmålstegn. Så lavede de et J og et A og endnu et spørgsmålstegn.

Viffu og Stig Sej lagde småsten på de hvide strimler, så de ikke kunne flyve bort.

Da de var færdige, sagde Viffu:

”Hvad gør vi så nu? Skal vi sidde her hele dagen og håbe på, at vores venner kommer forbi og ser, hvad vi har skrevet? Eller skal vi gå hjem til mig og spise pandekager?”

Stig Sej sagde, at han nok var mest stemt for at spise pandekager.

”Men hvis vores venner fra det ydre rum lander her, og vi ikke er her, så dur hele vores idé jo ikke. Vi må nok hellere blive her.”

”Jamen,” sagde Musse.

”Vi risikerer jo, at vi skal sidde her flere dage i træk! Vi ved jo ikke, hvornår de kommer forbi! Og jeg er faktisk lidt sulten.”

Igen var det Columturbine, der fik dagens bedste idé:

”Jeg har jo stadig en masse hvide stof-strimler, og I har stadig en del småsten. Så vi former nogle pile, der viser hen til Viffu’s hus. Så kan de følge pilene, hvis de vil snakke med os.”

”Du er vel nok genial, klog og sød,” sagde Viffu.

De havde stofstrimler nok til at lave syv pile, og fra den syvende pil kunne man se direkte hen på Viffu’s hus.

Viffu stod ude i køkkenet og lavede den ene pandekage efter den anden.

Stig Sej sad igen i Viffus knirkende gyngestol og læste i sin bog om flyvende tallerkener.

Columturbine og Musse sad ved bordet og snakkede om, hvad de ønskede sig i julegave.

”Jeg ønsker mig en rigtig seng og en bamse,” sagde Musse.

”Og så ønsker jeg faktisk også, at Viffu vil sige til mig, at jeg kan blive boende, også når det bliver forår og sommer. Jeg orker ikke at fise rundt og samle nødder og spise regnorme og hele tiden være bange for katte og ræve.”

Columturbine sagde, at det kunne hun godt forstå.

”Men hvad ønsker du dig,” spurgte Musse.

Columturbine sad lidt uden at sige noget.

”Jeg tror, jeg ønsker mig en fin, hvid kjole og et slør og en guldring,” sagde hun stille.

Pludselig bankede det på døren.

Udenfor stod Sjærvut og Lavehjort.

”Kom indenfor, venner. Æh, hrapski gule kartofler,” sagde Viffu.

Sjærvut og Lavehjort rystede af kulde.

”Spørg, hvad der er sket,” sagde Stig Sej til Musse.

Hun snakkede med dem på det underlige intergalaktiske rumpenesersprog et stykke tid.

Så fortalte hun de andre, hvad der var sket:

”De gule tallerkener var kommet flyvende hen over Den Søde Skov, da Sjærvut så, at der med store, hvide bogstaver stod Ven? Ja? på grusvejen. Han tænkte straks, at det måtte være Viffu Hamsterfjols og Stig Sej, der havde skrevet det, og besluttede at lande på grusvejen. Men i det samme så han, at ti mørkeblå tallerkener kom flyvende – og de mørkeblå tallerkener begyndte at sende nogle væmmelige stråler hen mod de lysegule tallerkener. Lige pludselig kunne Sjærvut og Lavehjort ikke styre deres egne tallerkener, og de kunne heller ikke dale langsomt ned på grusvejen. I stedet faldt de ned – bums! Og slog sig lidt. Heldigvis fik de øje på de hvide pile, og nu er de her.”

”Det var dog en skrækkelig historie,” sagde Viffu.

”Musse, sig til dem, at de skal blive her i nat, og nu står den på masser af pandekager. Sig til dem, at vi passer på dem, og at de bare skal falde til ro nu. I morgen kan vi så snakke om, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem.”

~~
Sisse Valnert er journalist og har skrevet denne sjove, hyggelige og skønne julekalender i 2011. Følg med i morgen.
PAGE TOP